Til daglig spiller Hans Esbjerg orgel i Christianskirken i Fredericia, når ikke han optræder som den ene halvdel af Den Danske Salmeduo rundt om i de danske folkekirker. Fremover vil det være muligt at opleve ham i en ny rolle, nemlig som pianist i et nyt musikalsk samarbejde, som han har indgået med jazzpianist og hammondorgel virtuos Martin Schack.
Duoen tilbyder kirkekoncerter med Hans Esbjerg på tangenterne og Martin Schack på Hammond orgel og hvis spillestedernes akustik gør det muligt, bliver duoen til en trio, hvor tredje mand er trommeslageren Karsten Bagge.
Martin Schack er bl.a. kendt fra Jazz på Dansk, hvor han med sit band fortolker danske sange i jazzifiserede udgaver og det er sange fra dette repertoire sammen med danske og udenlandske salmer og gospels, som duoen Esbjerg og Schack tilbyder deres fortolkning af.